Menneskekød: Grotesker 1910-1920

Menneskekød: Grotesker 1910-1920

Regular price
160,00 kr
Sale price
160,00 kr
Tax included. Shipping calculated at checkout.

Udgivelsesdato: 24. maj 2019
Redigeret af Andreas Bylov Jensen & Anders Jørgen Mogensen
Med forod af Andreas Bylov Jensen

Indhold:
Thorkil Barfod: ”Tandhjulet”
Laurids Skands: ”Golgata-Studien”
Astrid Ehrencron-Kidde: ”Flammerne”
Karin Michaëlis: ”Erasta”
Laurids Skands: ”Menneskekød”
Gustav Bauditz: ”Morfinguden”
Astrid Ehrencron-Kidde: ”Året før –”
Johan Plesner: ”Nocturne”
Carl Gandrup: ”Ene med Satan”
Ingeborg Johansen: ”Tanker”

Kannibalisme, euforiserende stoffer, fanatisme, sindssyge, blasfemi, sadisme og hallucinationer fylder siderne i denne antologi, hvis ti tekster er optaget af det naturstridige, misdannede og sygelige. Denne type litteratur har aldrig været særlig ud­bredt i Danmark, men den blomstrede ikke de­sto mindre op i første del af det 20. århundrede.

Vi har stået på hovedet i Det Kongelige Biblioteks bunker af glemte tidsskrifter og støvede, halvvejs formuldede bogudgivelser og her samlet de bedste fund fra en omfangsrig arkæologisk udgravning af den litteraturhistoriske køkkenmødding i perioden mellem 1910 og 1920. De udgør det bedste fra en fragmenteret og relativt upåagtet litterær strømning, der kulminerede i årene omkring Første Verdenskrig. Set på afstand udgør disse tekster en stort set glemt litterær strømning gemt bagved tidens publikumssucceser og avantgardens eksperimenter.

Stilistisk varierer de fra det lavmælte og poetiske til det overspændte og feberhede, men alle opsøger de det aparte og groteske, og alle er de bundet sammen af en interesse for det, der bryder med menneskets almindelige, hverdagsagtige eksistens.

Menneskekød: Grotesker 1910-1920 er med sin præsentation af denne strømning et forsøg på at nuancere og udbygge den historie, der normalt fortælles om dansk litteratur i perioden. Først og fremmest er antologien dog tænkt som en kilde til nye læseoplevelser.

De fleste tekster i bogen har ikke været udgivet, siden de udkom første gang. Antologien indeholder blandt andet to noveller af Astrid Ehrencron-Kidde, der fik flotte anmeldelser, da Det sukker så tungt udi skoven udkom i Serie for grotesker i 2018.

198 sider, hæftet.

Serie for grotesker er et samarbejde mellem de to forlag Escho og Sidste Århundrede. Seriens fokus er det groteske og bizarre, det fantastiske og morbide – litterære træk, der har fristet en udgrænset tilværelse i dansk litteratur. Forlagene prøver således at udvide grænserne for vores litteraturhistorie og vise, at den er særere og mere mangfoldig, end man har bildt os ind.