Udgivelsesdato: 20. september 2017
Oversat fra norsk og med efterord af Henrik Torjusen
Stig Sæterbakken var et intellektuelt og kunstnerisk kraftværk.
– Karsten Sand Iversen
Stig Sæterbakken var en af de vigtigste forfattere i denne generation, ikke mindst fordi han forsvarede og forsøgte at gribe det, som skete uden for centrum, i det menneskeliges marginaler, der hvor ingenting er givet, men alt må tages.
– Karl Ove Knausgaard
Der, hvor jeg tænker, er der altid mørkt indeholder tre essays, der oprindeligt udkom enkeltvis og blev udgivet samlet i 2012, samme år som Stig Sæterbakken døde for egen hånd.
Denne omstændighed kan farve læsningen af teksterne, der kredser om emner som skam, selvmord og håbløshed. Som titlen antyder, er grundtonen pessimistisk, og desperationen driver ned ad siderne. Men teksterne vidner også om Sæterbakkens selvironi, hvor det desperate og latterlige går hånd i hånd: "Hallo? En 44 år gammel mand, med kone og børn, med hus og arbejdslegat, som prøver at tilintetgøre kosmos?" Gennem alle tre essays løber ensomheden, humoren og en nådesløs selvransagelse.
Typisk for Sæterbakken viser bogens første essay "Ja. Nej. Ja" en hang til at tænke i paradokser. En diskussion af det meningsløse ved at skrive munder ud i et forsvar for skilsmisse; som den absurde handling per se, men også for børnenes skyld, "[f]or når det, som venter dem, under alle omstændigheder er en endeløs række af skuffelser, svig, brudte løfter, knuste forhåbninger, opbrud og konflikter, hvad kan så gøre unge mennesker bedre i stand til at mestre dette, end at mor og far går hver til sit?"
Bogens andet essay, "Umuligheden af at leve", handler om vanskeligheden ved at tage livet alvorligt, om en iboende og skamfuld barnlighed, der altid truer med at bryde frem på upassende tidspunkter, "[s]om om der er noget ved selve livet, jeg kæmper med at tage alvorligt. Som om jeg fortsat bare leger voksen, når jeg er derude". Men det handler også om en grundlæggende eksistentiel sorg i tilværelsen, der ikke forsvinder, uanset hvor gunstige tilværelsens ydre omstændigheder måtte være.
"Det frygtindgydende", samlingens sidste essay, handler om at blive indhentet af alle éns tåbeligheder og om altid at føle skam, "som drukangst i ædru tilstand". "Hvem der bare havde en afbryderknap i nakken!" skriver Sæterbakken i teksten, der også bliver en refleksion over selvmord og over skrivningen.Samlingen er det første udvalg af Stig Sæterbakkens essays på dansk. Tidligere er udkommet romanerne Siamesisk (2005), Selvbeherskelse (2007) og Gennem natten (2015).
Stig Sæterbakken (1966-2012), norsk forfatter, debuterede som digter i en ung alder, men blev siden mere kendt, i Norge såvel som internationalt, for sine romaner og sin essayistik. Hans værker er påvirket af en litterær-filosofisk tradition fra Maurice Blanchot til Peter Handke, tilsat Thomas Bernhards kværnende monologstil. Sæterbakken var dog i højere grad end sine forgængere villig til at fremstå komisk og selvudleverende, også når – eller netop når – han skrev om emner som angst, skuffelse og selvmord.
79 sider, hæftet