|
1. Finzi-Continiernes have kan forudbestilles 2. Bogforum 30/10-1/11 3. Problemer med levering til boghandlere
|
|
|
1. Finzi-Continiernes have kan forudbestilles
I dag kom Finzi-Continiernes have af Giorgio Bassani fra trykkeriet. En skøn oplevelse at åbne kassen og få distribueret anmeldereksemplarer ud i løbet af dagen. Den udkommer 13. november, men kan allerede forudbestilles nu.
|
|
|
 |
|
Giorgio Bassani: Finzi-Continiernes have
250,00 kr.
Udgivelsesdato: 13. november 2026 Oversat af Rasmus L. Bojesen & Henning Juul Madsen Efterord og noter ved Rasmus L. Bojesen 216 sider, hæftet
I den søvnige norditalienske by Ferrara lever Finzi-Continierne, en aristokratisk og velhavende jødisk familie, et tilbagetrukket liv bag murene, der omgiver deres storslåede ejendom. For romanens fortæller – identisk med den formentlig selvbiografiske fortæller De guldindfattede briller af samme forfatter – har familien altid været omgærdet af mystik, og siden barndommen har han været fascineret af børnene, den svagelige Alberto og den smukke Micòl.
Først i 1938, da fascismens antijødiske love rammer Italien og udelukker jøder fra det offentlige liv, inviteres han indenfor i Finzi-Continiernes betagende, nærmest uendelige have. Inden for havens mure kan en umage vennegruppe af unge jøder for en tid bilde sig selv ind at være skærmet mod fascismens antisemitisme. Men de er ikke skærmet mod deres egne følelser, og fortælleren rammes af en voksende og stadig mere ulykkelig forelskelse i Micòl Finzi-Contini.
I Finzi-Continiernes have fremmaner Bassani den flygtige fortid og altings forgængelighed i sin særegne elegisk-ironiske tone, der med lange, slyngede sætninger (ofte afbrudt af parenteser) søger at genopvække den tabte tid, at dvæle sødmefuldt-melankolsk ved en ungdom, som lige om lidt vil gå under i den verdenskrig, der trækker op i horisonten.
Romanen blev i 1971 blev filmatiseret af den italienske instruktør Vittorio De Sica og modtog Guldbjørnen ved Berlinalen samme år, ligesom den vandt en Oscar for bedste ikkeengelsksprogede film året efter. Den regnes for Giorgio Bassanis hovedværk og en klassiker i europæisk litteratur.
Giorgio Bassani (1916-2000), italiensk forfatter og intellektuel. Bassani tilbragte sin barndom i byen Ferrara, der senere agerede kulisse for hans roste romaner om byens jødiske borgerskab og dets undergang. Oprindeligt ville han være pianist, men som 17-årig blev han i stedet optaget af poesi. Hans første bog udkom i 1940 – under pseudonym, af hensyn til de daværende racelove. Grundet antifascistiske aktiviteter sad han kortvarigt i fængsel under krigen, og først efter 1945 kunne han indlede en egentlig litterær karriere. Bassani fik – ikke kun som forfatter, men også som forlags- og tidsskriftsredaktør – afgørende betydning for kulturen i efterkrigstidens Italien.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
2. Bogforum 30/10-1/11
Bogforum er næstkommende weekend. Næsten alle titler er nedsatte, og nogle af dem lidt mere nedsatte end de plejer, fordi vi gerne vil have ryddet ud i lagrene. Vi har også alle nye titler med – inklusive snigpremiere på Finzi-Continiernes have og de to kommende titler i Serie for grotesker.
Vi glæder os som altid til at møde jer! Og vi er som altid i området omkring Ny Scene, Stand Es-040R lyder det mundrette navn.
|
|
|
3. Problemer med levering til boghandlere
For tiden kan det være svært at finde vores nye titel Landevejen af Regina Ullmann hos boghandlerne. Der kan også af og til være problemer med at finde de lidt ældre titler på hylderne. Og med at finde de kommende titler hos netboghandlerne. Grunden er:
I midten af september lanceredes en ny version af it-platformen Bogportalen. Det er den, der gør bøger synlige for boghandlere og bogkøbere. Der er tit småfejl, når et nyt system går i luften, og det er man efterhånden vant til.* Men systemet er p.t. så fejlbehæftet, at det er uigennemskueligt, hvem der har bestilt bøger, og om bestillingen er nået frem eller overhovedet er registreret i systemet.
Det kan godt undre, at Bogportalens ejere (DBK, der står for distributionen af langt de fleste bøger i Danmark, herunder vores) overhovedet har valgt at rulle et så fejlbehæftet system ud. Og så i højsæsonen op til Bogforum og jul.
Så undskyld til boghandlerne, og undskyld til de bogkøbere, der er gået forgæves. Der er desværre ikke så meget, vi kan gøre ved det. Men hvis der er en bog, man mangler, eller en bog, man ikke kan finde hos netboghandleren, så prøv at få den fysiske boghandler til at bestille den specifikt hjem, eller bestil via forlagets hjemmeside.
* Man kan diskutere det rimelige i, at brugere som os selv ulønnet skal bruge vores tid på at finde fejlene, når nu vi betaler Bogportalens ejere så rigeligt for produktet, men det prøver vi at lade være med at tænke alt for meget på.
|
|
|
Det var alt for denne gang. Næste nyhedsbrev indeholder information om forudbestilling og bestilling af de to kommende titler i Serie for grotesker samt lidt om oversættelsen af Finzi-Continiernes have. Vi forventer, at det kommer torsdag i næste uge.
|
|
Brug venstre/højre pile til at navigere i diasshowet eller stryg til venstre/højre, hvis du bruger en mobilenhed