UNGE SJÆLE I POLITIKEN Fredag d. 19/3 gav anmelder Thomas Bredsdorff 5/6 hjerter til Unge sjæle af Sigurd Mathiesen i Politiken. I anmeldelsen kalder han novellerne for "formidable" og skriver, at de er "helt på højde med Strindberg og Hamsun". Store ord, især når de kommer fra en anmelder som Bredsdorff. Han konkluderer, at:
"den sande bedrift i Mathiesens prosa, måske finslebet af alt det, han var tvunget til at skjule [der henvises til en homoerotisk understrøm i teksterne], er dens evne til at skildre sindstilstande som denne, også kaldet en vågen søvn: »Lys og skygge, mit daglige øje ikke opfatter, brast frem. Al materiel forskel ophørte. Jeg befandt mig i en eksklusiv tilstand, hvori bevidstheden om min eksistens efterhånden flød ud. Hvori alle indtryk opløste sig i dette sælsomme skumringslys«.
Knut Hamsun brugte sult til at bringe sig i sådan en tilstand, Strindberg hypnose. Mathiesen hører hjemme blandt dem og har desuden i den første novelles skildring af samfundets udskud lært af sin forgænger Amalie Skrams 'Hellemyrsfolk'. Han fortjener at blive genopdaget."
En fornem start for Unge sjæle, som mange allerede har købt. Den kan bestilles (som altid portofrit) fra forlagets hjemmeside, ligesom den kan købes der, hvor man nu køber sine bøger.
UNGE SJÆLE PÅ LITTERATURSIDEN.DK Endnu en anmeldelse er oppe på Litteratursiden.dk. Her er vi særligt glade for, at anmelder Jette S.F. Holst ikke rigtig kan slippe bogen, selvom hun forsøger et par gange under læsningen:
"selvom jeg lagde bogen fra mig et par gange undervejs, var jeg nødt til at gribe den igen kort efter og fortsætte læsningen. (...) For mig var Sigurd Mathiesens univers et sært fascinerende og samtidig rystende bekendtskab. Det er noveller, der krævede tid at læse og fordøje, men som også er spændende læsning."
|
|
KOMMENDE UDGIVELSE: JACQUES CHESSEX: VAMPYREN FRA ROPRAZ Ovenfor er omslaget til Jacques Chessex ekstremt kontrollerede og velskrevne kortroman, den nederdrægtige Vampyren fra Ropraz. Den udkommer i slutningen af april eller begyndelsen af maj. Den er ikke klar til forudbestilling endnu (vi vil helst have bøgerne fra trykkeriet, før vi åbner for den mulighed), men det bliver snart muligt.
Jacques Chessex (1934-2009) var schweizisk forfatter og maler. Chessex skrev om forbrydelse og straf i den vestschweiziske provins, ofte med henvisning til historiske sager. Hans dokumentariske tilgang har i mindst ét tilfælde indbragt ham dødstrusler, og han fik aldrig noget stort publikum i sit hjemland. Modtagelsen var anderledes positiv i Frankrig. I 1973 blev Chessex tildelt den prestigefulde Prix Goncourt som den første ikke-franskfødte forfatter nogensinde, og han modtog Grand prix Jean Giono for Vampyren fra Ropraz i 2007.
Selvom titlen antyder noget andet, handler den ikke om vampyrer. Men alt det fortæller vi mere om i et kommende nyhedsbrev.
|
|
SIDSTE ÅRHUNDREDE I P2-PROGRAMMET UDSIGTEN DR P2-programmet Udsigten havde i den forgangne uge tema om "det usynlige" og det oversete. I den anledning var en repræsentant for forlaget med i programmet tirsdag d. 16/3 for at tale om overset litteratur, om Gabrielle Wittkop og Astrid Ehrencron-Kidde og om et par kommende bøger. Lyt med HER fra 16:38 til 34:16. Man får respit fra repræsentantens talemalstrøm midtvejs, hvor Béla Bartók sørger for hektisk stemning.
|
|
ASTRID EHRENCRON-KIDDE IN I MAGASINE IN. Forfatter Charlotte Weitze anbefaler Det sukker så tungt udi skoven af Astrid Ehrencron-Kidde i martsudgaven af IN: "Bogen bør være fast inventar på enhver svensk ødegård, hvis man ellers har nerver til at åbne den."
Anbefalet – både den og Der hvor skyggerne faldt af Ehrencron-Kiddde – til alle indehavere af svenske ødegårde (og også til jer, der bare bebor sådan en i ånden).
Weitze er aktuel med Rosarium (Gutkind Forlag), som flere af os på forlaget læser for tiden. Den tør vi godt anbefale jer også.
|
|
TAK Til sidst skal lyde et tak til alle jer, der købte bøger under vores seneste udsalg. Det frigjorde heldigvis plads på loftet; tiltrængt for den af forlæggerne, der opbevarer nærlageret. Der var efterhånden godt fyldt op. Og det er vigtigt at nedbringe bogmængden, for til juni eller juli flytter forlagets nærlager og postadresse til Vanløse. Den nye adresse skal I nok få tidsnok, hvis I ønsker at sende fanbreve eller trusler eller begge dele.
|
|
Brug venstre/højre pile til at navigere i diasshowet eller stryg til venstre/højre, hvis du bruger en mobilenhed