SERVICEMEDDELELSE OM LEVERING I JULEN
Hvis man bestiller bøger hos forlaget og gerne vil have dem leveret før jul, anbefaler vi, at man senest bestiller dem d. 19. december. Vi sender som altid fragtfrit.
|
|
ÅRET DER GIK
2021 har været et hektisk år for forlaget, for alle tre forlæggere - og dermed også forlaget - er flyttet til nye adresser i løbet af året.
Det tog en del tid, men på en eller anden måde lykkedes det alligevel at udgive fire titler i løbet af 2021.
Sigurd Mathiesens Unge sjæle udkom i Serie for grotesker (i samarbejde med Forlaget Escho) til store anmelderroser: En flot omtale i Weekendavisen, fem hjerter i Politiken (der kaldte bogen "på højde med Strindberg og Hamsun") og seks stjerner i Kristeligt Dagblad, der lige har haft bogen på deres liste over årets 25 bedste bøger. Der har også været onlineanmeldelser af både den og årets øvrige titler.
|
|
To af forlæggerne fra Sidste Århundrede freelancer i øvrigt som korrekturlæsere, og de har tilsammen læst korrektur på tre af de øvrige bøger på Kristeligt Dagblads liste.
Jacques Chessex' Vampyren fra Ropraz fik fem stjerner i Berlingske og en rosende anmeldelse i Weekendavisen.
Hvor de to bøger udkom i foråret, udkom Eduard von Keyserlings Bølger og Unica Zürns Jerikos trompeter sent i efteråret. De skulle være kommet før, men flytningerne tog deres tid.
Keyserlings lille hovedværk har fået én vældig flot anmeldelse i Weekendavisen og generelt fået megen ros for både oversættelse og indhold.
Zürns kortroman er endnu ikke blevet anmeldt (mystisk nok, når man tænker på den status, Zürn efterhånden har fået herhjemme, hvor både bogkøbere og en række yngre forfattere har taget hende til sig); til gengæld er det en af de bøger, som har solgt allerhurtigst: Vi nåede break-even på godt en måned. Efterhånden kan vi se, at vi sælger mange bøger, før bøgerne bliver anmeldt. Det tyder på, at vi har mange faste læsere, som køber bøgerne i tiltro til forlaget; vi takker mange gange for tilliden og håber, at vi kan blive ved med at leve op til den. For det ER et stort privilegium at have læsere, som har tiltro til, at vi udgiver noget interessant hver gang.
I det hele taget har vi solgt mange bøger i år; faktisk har vi aldrig før solgt så mange bøger. Det skyldes naturligvis blandt andet, at vi har flere titler til salg end året før, men også, kan vi se på tallene, at mange ældre bøger stadig sælger vældig godt, hvilket igen må tyde på, at flere får øjnene op for bagkataloget.
Af samme grund bød 2021 også på genoptryk af Astrid Ehrencron-Kiddes Det sukker så tungt udi skoven (3. oplag!), Tor Ulvens Afløsning, Denton Welchs Ungdoms sødme og Gabrielle Wittkops Eksemplariske bortgange. Endnu en gang er der grund til at takke læserne for tilliden.
Til næste år når vi forhåbentlig lidt flere bøger. Vi har i hvert fald en del på vej. Og når vi forhåbentlig ikke skal flytte i 2022, burde vi få tid til at nå i hvert fald en titel mere. Det fortæller vi mere om i næste nyhedsbrev.
Indtil da ønsker vi jer alt det bedste fra sidste århundrede
|
|
Brug venstre/højre pile til at navigere i diasshowet eller stryg til venstre/højre, hvis du bruger en mobilenhed