|
Samme Krogsgaard Christensen er mere skeptisk over for Franzas bog d. 4/2 i samme avis. Her generer ufærdigheden og tekstens meget tydelige feminisme. Faktisk skulle teksten slet ikke være udgivet ifølge anmelderen, fordi den er ufærdig:
"det giver mig lidt dårlig smag i munden, at Bachmann ikke selv fandt manuskriptet klar til udgivelse, at det alligevel er udkommet; endnu et overgreb, kunne man i Bachmanns ånd sige. For færdige efterladte manuskripter er ét. Men manuskripter, forfatteren selv har sat på pause og ikke når at færdiggøre inden døden, noget andet."
Det ægger til diskussion. Og det er fair nok, hvis anmelderen ikke er vild med bogen. Det er en del af branchen, at anmeldere har meninger, der kan være forskellige fra vores. For os er den mest ufærdige del af romanen, "Jordanisk tid", med dens fragmenterede karakter ikke kunstnerisk svækket af det ufærdige, fordi den ufærdige form på mange måder svarer til indholdet. Fred være med dé divergerende opfattelser.
Men i en mere principiel diskussion virker det mærkeligt på os at skyde mod den danske udgivelse i anmeldelsen. Romanfragmentet har trods alt været tilgængeligt siden 1978, så der har været tid til at vænne sig til tanken og bruge mundskyllevand. Og burde skytset i så fald ikke rettes mod Piper Verlag og mod Bachmanns familie (i dette tilfælde broderen), der varetager boet? Bogen er oprindelig udkommet i en grundig, tekstkritisk udgave, der indeholder adskillige fragmenter, som den slags tekstkritiske Gesamtwerk-udgaver har for vane, og burde de i så fald ikke også være omfattet af kritikken? ("de" henviser for så vidt både til de andre fragmenter og til Gesamtwerk-udgaver i almindelighed).
Alt tyder desuden på, at Bachmann havde tænkt sig at udgive romanen i en eller anden (færdiggjort) form. Hun havde læst op af den tidligere, den var stadig i en eller anden form planlagt til at udkomme som en del af Todesarten-projektet. Ville det, hvis man skulle være konsekvent, ikke være mere oplagt at kritisere udgivelserne af Bachmanns krigsdagbog og brevvekslinger? Og ville man, hvis man skulle være konsekvent, ikke være gået glip af temmelig meget fra litteraturhistorien, hvis holdningen skulle gennemføres konsekvent (giver Kafka også dårlig smag i munden? Gør Anne Franks dagbog? Flann O'Briens The Third Policeman? Emily Dickinsons digte? Er det at gøre vold mod Knut Hamsuns ønsker, når Gyldendal nu genoptrykker Hamsuns første udgave, når nu Hamsun selv ønskede en senere udgave genoptrykt? Og hvad med de mange omskrevne udgaver af Pontoppidans værker?). Der er med andre ord en vis præcedens for den type udgivelser. Og det skyldes, at værkerne i sig selv er noget værd, lige så meget som denne type værker kaster nyt lys over det i forfatterens levetid udgivne manuskript. Dét er en større principiel diskussion, og måske også derfor virker en temmelig kort boganmeldelse som et overraskende sted at tage den diskussion.
Vedrørende feminismen i bogen er den i høj grad til stede. Det har flere anmeldere noteret sig. Men noget, der undrer os generelt ved receptionen i Danmark, er, at ingen anmeldelser inddrager den kontekst, bogen er skrevet i: at den er skrevet i Østrig i en efterkrigstid, hvor opgøret med nazismen var nærmest ikkeeksisterende, og hvor flere end Bachmann begyndte at se sammenhænge mellem en patriarkalsk autoritetsdyrkelse og fascisme (man må forestille sig et voldsomt mere patriarkalsk og konservativt samfund i datidens Østrig). Bachmann var til gengæld særdeles tidligt ude, også med feminismen: Fragmentet er skrevet i perioden 1964-1966, det vil sige før feminismens gennembrud. Og da fragmentet udkom, var det især feministiske litterater, der interesserede sig for bogen som et pionerværk. Den kontekst ville det have været godt, hvis receptionen herhjemme i højere grad havde belyst: at bogen er blevet til i en specifik historisk sammenhæng, der forklarer nogle af bogens træk. Ligesom man gør med så mange andre ældre bøger.
|
