"Morels opfindelse" af Adolfo Bioy Casares på vej i trykken
En af de udgivelser, vi har planlagt for efteråret, er den ukonventionelle science fiction-roman Morels opfindelse af den argentinske forfatter Adolfo Bioy Casares, som mange mest kender for at være gode venner med Jorge Luis Borges, men hvis eget forfatterskab er højst interessant. Den er ikke tilgængelig fra webshoppen endnu, men bliver det snart. Herunder er der mere information om den. Og vi giver selvfølgelig besked både her og på facebook, når bogen er klar.
Udkommer primo oktober
153 sider, hæftet
180 kr.
Oversat fra spansk af Maria Louise Albjerg Ravnholt & Jon Albjerg Ravnholt
Forord af Jorge Luis Borges
Efterord af Jon Albjerg Ravnholt
”Det synes mig hverken at være lemfældigt eller en overdrivelse at kalde romanen perfekt.” – Jorge Luis Borges
“Den første og bedste fantastiske roman fra Latinamerika.” – Roberto Bolaño
”Det er ikke Robinson Crusoes ø, hovedpersonen her strander på, men stedet er endnu mere magisk.” – Svend Åge Madsen
På en forladt ø, der siges at huse en frygtelig sygdom, og hvor to sole og to måner skinner på himlen, skjuler en flygtning sig for sine forfølgere. Men han er ikke alene: En gådefuld gruppe fremmede dukker op. De synes ikke at se ham. Er de en del af hans forfølgeres komplot? Eller er han usynlig, et spøgelse?
Hvad værre er: Han forelsker sig i en af dem, den smukke Faustine. Men hvordan vinde hende, når hun ikke ser ham? Hvor kommer de fremmede fra? Hvorfor rammes de ikke af sygdommen? Og hvorfor er der to sole og to måner? Stadigt mere besat søger flygtningen svaret på øens mange gåder.
Morels opfindelse er en ukonventionel science fiction-roman. Den regnes for en klassiker i latinamerikansk litteratur og er filmatiseret flere gange.
Adolfo Bioy Casares (1914-1999), argentinsk forfatter, journalist, oversætter og kvindebedårer. Han var nær ven af Jorge Luis Borges, som han skrev flere bøger sammen med, og gift med forfatteren Silvina Ocampo. Han regnes for en central figur i latinamerikansk litteratur, ikke mindst i kraft af gennembruddet Morels opfindelse (1940), hvor science fiction-troper vendes på vrangen, og spænding og metafysisk undren smelter sammen. I 1990 modtog han Premio Miguel de Cervantes, den spansktalende verdens fornemste litteraturpris.
153 sider, hæftet