Velkommen til dette maj-nyhedsbrev fra Sidste Århundrede. Det indeholder nyt om Jomfrurejse af Denton Welch og et par klip fra anmeldelser.
1. For- og bagside til Jomfrurejse; nyt om forudbestilling 2. Klip fra anmeldelser
|
|
1. For- og bagside til Jomfrurejse; nyt om forudbestilling
Ovenfor ses forsiden til Jomfrurejse oversat af Theis Duelund; nedenfor ses bagsiden. Jomfrurejse er Denton Welchs selvbiografiske roman om at stikke af fra kostskolen og om en rejse til Kina på jagt efter antikviteter, fyldt med homoerotiske undertoner og socialt ubehag. Vi forventer, at bogen er klar til forudbestilling fra omkring d. 10. maj og en udgivelsesdato omkring d. 30. maj.
|
|
"Et sted mellem Kafka, Monty Python og Groucho Marx," kaldte Weekendavisens Morten Høi Jensen Jean Ferrys Lokomotivføreren d. 21. februar i en voldsomt begejstret anmeldelse: "hvilken genial og uforglemmelig bedrift. På ganske ejendommelig vis er det lykkedes Ferry at plante sit litterære flag et sted mellem Franz Kafka og Groucho Marx. [...] ligesom hos Kafka er Ferrys humor grundlæggende tragikomisk, og det absurde altid tæt forbundet med en slags kosmisk hjælpeløshed. "
|
|
"Der findes så mange idéer, så mange formuleringer, indtryk og åbenbaringer, der lyser i sig selv og ikke har behov for med vold og magt at blive presset ned i en roman," skrev Hans Peter Madsen om samme bog af Jean Ferry i forrige nummer af Atlas Magasin, hvor bogen sammen med Gyrðir Elíassons Stumfilmene og penselskrift og Noveller af Pia Juul blev anmeldt som et argument for kortprosaens fortsatte berettigelse.
Webtidsskriftet Den smalle bog havde også optur på over Jean Ferrys fortællinger: "Det er som at sidde i en strålende og farverig flaskepost. Forsvarsløse kastes vi rundt på et oprørt hav, skylles op på en ukendt strand, samles op af en tilfældig forbipasserende, gives videre til en anden. Intet går som planlagt, tilfældige hændelser udløser handlinger, der får alt til at gå i en hel anden retning. Ting forsvinder, dukker op igen, og plotløse fortællinger ender midt i en sætning."
Og endelig er En hermelin i Tjernopol af Gregor von Rezzori blevet anmeldt hos webtidsskriften Modspor af Simon Emil Stokholm Madsen. En observation, vi er særligt glade for, er denne her: "Byen er fuld af snak, intet forbliver en hemmelighed, og selv provinsens præfekt, den rumænske hr. Tarangolian, ville give sin højre arm for en god passiar om de seneste nyheder, [...] ja, man kunne nærmest gå så vidt at sige, at sladderen udgør selve værkets skelet; plottet er i og for sig én lang kæde af historier om andre, konspirationer, idéer, rygter, fjendskaber, der går fra mund til mund, øre til øre, fra side til side."
Næste gang har vi ikke sladder, men mere håndfast information om udgivelsen af Welchs roman. Indtil da ønskes I alt det bedste fra Sidste Århundrede.
|
|
Brug venstre/højre pile til at navigere i diasshowet eller stryg til venstre/højre, hvis du bruger en mobilenhed