Keyserling-mania/kommende udgivelser/masser af omtaler

SIDEN SIDST

Der er gået to måneder siden sidste nyhedsbrev, og faren ved ikke at sende nyhedsbreve ud oftere er, at der kan nå at ske ret meget på to måneder. Derfor er der mange links til anmeldelser og omtaler i dette nyhedsbrev og forholdsvis mange nyheder.

Lørdag d. 18. juni var vi til prisfest for Blixenprisen, hvor vi var nomineret i kategorien Årets Litteraturformidler. Det blev Signe Pallisgaard fra Gentofte Bibliotek, der modtog prisen: Stort tillykke til hende for en meget velfortjent pris. Vi ville selvfølgelig også gerne have modtaget prisen, men på den anden side har prisnomineringer slet ikke været noget, vi regnede med, da vi gik i gang med forlaget, så egentlig er vi bare glade for at være nominerede.

Vi nærmer os færdiggørelsen af flere bøger:
Tor Ulvens Sten og spejl er i sats og er snart klar til tryk. Den er oversat af Mads Eslund.

Oversættelsen af Juan José Saers El entenado burde også snart være klar til at komme i sats. Oversat af Sabine Bech og Marie Groth Bastiansen.

Endelig er antologien Vildsindet i sats i Serie for grotesker. Den er en slags pendant til Menneskekød, men dækker årene 1900-1909.

Derudover bør det nævnes, at Eduard von Keyserlings Bølger sælger temmelig godt, og at der er relativt få eksemplarer tilbage af 1. oplag. Går man op i at få et eksemplar fra 1. oplag, bør man ikke vente meget længere med at købe den. Et nyt oplag er på vej, men på grund af ferie hos trykkeriet kan der godt gå et par uger, hvor man ikke kan bestille bogen. Længere tid burde der dog ikke gå.

KEYSERLING-MANIA
I det hele taget har der nærmest været Keyserling-mania. Vi har ikke alle omtaler med her i nyhedsbrevet, så blev det hurtigt alt for langt.

Ovenfor ses Brøg Litteraturbars vinduer ud mod Fiolstræde, hvor vores bøger netop nu pryder en vinduesudstilling. Her er Lumre dage endda på bestsellerlisten.

Begge bøger blev anmeldt særdeles favorabelt af Kim Skotte i Politiken d. 18. juni, hvor det blev til fem hjerter til Bølger og fire til Lumre dage:

"Disse små mesterfortællinger af en forfatter, der blev kaldt dekadent, delikat og vemodig. En forfatter, som i sin samtid mest blev sammenlignet med Turgenev, men som Thomas Mann mente først og fremmest burde sammenlignes med Herman Bang", skriver Skotte blandt andet.

Og i Kristeligt Dagblad har Kathrine Maria Amann mandag d. 27/6 givet Lumre dage fem stjerner:

"Det spøgelsesagtige figurgalleri af tragiske grever, morfinister i måneskin og musselinklædte kusiner byder op til en sidste stormende svingom inden historien ud. Med Lumre dage er vi blevet velsignet med endnu et lille storværk fra den glemte lettiske adelsmand og supersærling Eduard von Keyserling - og så i fortræffelig dansk oversættelse, der forener betydningsmæssig korrekthed med en smidighed i sprogføringen. En præcis dosering af nervesitrende symbolsprog og en let antydet, tilbageholdende munterhed. Når det er så smukt, gør det ingenting, hvis sommeren byder på lutter lumre dage."

Som om det ikke var nok, har der været masser af øvrige omtaler af Keyserling.

Den 29. juni var litteraturformidler Lea Fløe i Kulturen på P1, hvor hun var begejstret for Bølger, der lever op til en række sommerlige kriterier – fx er den hverken for lang eller svær at læse uden at gå på kompromis med klassikertyngden. Forlaget får tilmed en skøn ros, og selvom det måske grænser til det selvsmagende at gentage det, er vi da egentlig rigtig glade for, at Lea Fløe mener, at det faktisk er samtlige udgivelser fra forlaget, der udmærker sig som bøger, man godt kan blære sig med på stranden, fordi de er "de her oversete, men vildt lækre og gode bøger". Lyt med fra 21:23 i udsendelsen HER.

Begge bøger er også anmeldt og anbefalet på den glimrende bogblog K's Bognoter.
Bølger HER.
Lumre dage HER.

Og så har Litteratursiden.dk også anmeldt Lumre dage HER.


ANDRE OMTALER: MIN LITTERÆRE PORNOSAMLING, CHESSEX OG ZÜRN

Hele to af vores bøger har været i Radio24syv-programmet Min litterære pornosamling.

Den 20. juni talte forlægger Mads Peder Lau Pedersen med vært Jacob Nielsen om Gabrielle Wittkops Nekrofilen, og hvad en bog med dét emne kan. Programmet kan høres HER.

Og helt tilbage i november 2021 var Unica Zürns Mørkt forår under behandling i programmet, hvor Nanna Schmidt Nordestgaard var gæst. Det kan høres HER.

Nu vi er ved Zürn, så er 
Jerikos trompeter anmeldt i Litteraturmagasinet Standart, hvor Jørn Erslev Andersens anmeldelsen af kortromanen fokuserer på bogen som fuldt kontrolleret kunstværk frem for som symptom på Zürns sindslidelse, som der tidligere af og til har været tendens til i Zürn-receptionen. Det er en grundig og vidende læsning, der også siger lidt om, at tidsskrifter og tidsskriftsanmeldelser har deres berettigelse. Læs mere i seneste nummer af Standart, som også findes på biblioteket.

En af de fede ting ved at have et forlag, hvor aktualitet ikke rigtig er et udgivelseskriterium, er, at bøgerne paradoksalt nok bliver ved med at være aktuelle et par år efter udgivelsen, at de drypvis finder nye læsere og holder sig i live på den måde.

For eksempel Vampyren fra Ropraz (da. 2019), som Gentofte Bibliotekerne anbefaler således: "Vampyren fra Ropraz er hverken en "whodunit" eller en overnaturlig thriller. Men det manglende krimiplot er ikke ensbetydende med, at kortromanen ikke er spændende – langt fra. Alene stemningen, der siver ud gennem siderne, som pus fra et åbent sår, er nok til at få pulsen op – hjulpet godt på vej af Jacques Chessex' direkte og hurtige skrivestil, hvor billederne bankes frem i korte sætninger."

Lidt af et skoleridt gennem omtaler denne gang.

I næste nyhedsmail burde vi have lidt mere håndfaste detaljer om kommende udgivelser samt nogle datoer for kommende arrangementer. Indtil da ønskes I alt det bedste fra Sidste Århundrede.

Indsend en kommentar

Bemærk, at kommentarer skal godkendes, før de bliver offentliggjort