Hermann Ungars 'Klassen' fra tryk - udkommer 20. maj
Klassen af Hermann Ungar kan nu forudbestilles her på forlagets hjemmeside, hos alle fysiske boghandlere og hos onlineboghandlere. Den koster 200 kr., udkommer d. 20. maj og er 249 sider lang.
Bogen er oversat og med efterord af Søren Møllerhøj Porsmose.
Klassen er en usædvanlig skoleroman, hvor læreren og ikke eleverne er i centrum. Det er et psykologisk portræt af en hæmmet og isoleret mand, der lider af tvangstanker og forfølgelsesvanvid, og som bliver sadist af nødværge. Og som Ungars første roman, De Lemlæstede (1922, da. 2016), er det en roman, hvor en nærmest pervers fornedrelseslogik blander sig med grotesk komik i et persongalleri bestående af neurotikere, manipulatorer og fedladne levemænd.
Hermann Ungar (1893-1929), tysksproget tjekkoslovakisk forfatter, dramatiker og diplomat. Hans komiske og groteske forfatterskab er befolket af mennesker med tvangstanker, paranoia og perversioner, hvis velordnede tilværelser afspores på grusomste vis. Ungar, der var en anerkendt forfatter i sin samtid, blev glemt efter sin død, men er de seneste årtier blevet genopdaget og oversat til flere sprog.