Forudbestilling af to kommende titler / Programændring Lille Bogdag

Udkommer 21. oktober. Kan forudbestilles nu.
Oversat og med efterord af Rasmus L. Bojesen
148 sider

I den norditalienske provinsby Ferrara kæmper tradition og modernitet en lavintensiv kamp; oplysning og uvidenhed, civilisation og totalitarisme strides sløvt og ligesom umærkeligt med hinanden. Her går tiden sin sendrægtige gang i mellemkrigstidens fascistiske Italien.

Da lægen Athos Fadigati kommer til byen, er han frem for alt et moderne indslag i den søvnige provinsby. Han er venlig og diskret, og han bliver hurtigt en populær og respekteret skikkelse. Man tilgiver ham endog hans lidt for avancerede smag i kunst, og at han i biografen på bohememanér indtager de billige pladser blandt arbejderklassen. Men som årene går, og 1920’erne bliver til 1930’erne, begynder man at undre sig over hans fortsatte ungkarlestatus; rygterne flakser dovent gennem byen. Først tolereres hans homoseksualitet, men da Fadigati indleder et åbenlyst forhold til det unge, smukke og kyniske boksetalent Eraldo Deliliers, bliver det begyndelsen til hans deroute: Fadigati udnyttes og ydmyges offentligt af Deliliers.

Imens smyger en underliggende fortælling sig ind i hovedfortællingen om Fadigati. For samtidig med at Fadigati isoleres socialt, fyldes aviserne med antisemitisk hetz, og den italienske fascisme begynder trofast at følge nazismens racelære og indføre dens racelove. Romanens fortæller, en ung jødisk studerende fra det bedre borgerskab oplever en deklassering til tredjerangsborger, mens hans gruppe af ungdomsvenner går i opløsning, efterhånden som fascismen strammer grebet. Han – der ikke selv kan sige sig fri for at dele tidens homofobiske holdninger – og Fadigati knytter et stille venskab på baggrund af deres tiltagende isolation.

Giorgio Bassanis erindringsroman kortlægger de umærkelige og subtile måder, hvorpå både individer og grupper udstødes fra fællesskaber. Men som resten af Bassanis prosaværk (der kan læses uafhængigt af hinanden, men sammen danner en fortællecyklus) er De guldindfattede briller også et forsøg på at genskabe mellemkrigstidens Ferrara, på at genkalde sig den jødisk-italienske kultur, der forsvandt med holocaust, på at genskabe en verden, der er gået under. En undergang, der begynder i det stille, næsten uden dramatik, mens livet omkring de implicerede fortsætter sin vante gang, som om intet særligt er hændt.

Giorgio Bassani (1916-2000), italiensk forfatter og intellektuel. Bassani tilbragte sin barndom i byen Ferrara, der senere agerede kulissefor hans roste romaner om byens jødiske borgerskab og dets undergang. Oprindeligt ville han være pianist, men som 17-årig blev han i stedet optaget af poesi. Hans første bog udkom i 1940 – under pseudonym, af hensyn til de daværende racelove. Grundet antifascistiske aktiviteter sad han kortvarigt i fængsel under krigen, og først efter 1945 kunne han indlede en egentlig litterær karriere. Bassani fik – ikke kun som forfatter, men også som forlags-og tidsskriftsredaktør – afgørende betydning for kulturen i efterkrigstidens Italien.

Udkommer 14. oktober
Oversat af Silas Blume
Efterord af Philip Martinussen
118 sider

Josef Winklers kortroman eller “romerske novelle” er i sit udgangspunkt et litterært tableau, der gør sit yderste for at leve op til titlen. Formålet med et natura morta er at få øjet til at sænke hastigheden og fokusere på den omgivende verden i længere tid end normalt; at minde beskueren om, at verden er fyldt med synsindtryk, der i sig selv har værdi og sjældent får den opmærksomhed, de fortjener; som for eksempel savsmuldsdæk-kede grisehoveder, rustbrun fiskegalde, en svedglinsende armhule, gule underbukser og en lyskes sorte kønshår, hvide ferskner samt tre røde granatæbler på rulletrappen på Stazione Termini i Rom, som alle dukker op på Natura mortas sider.

Natura morta følger livet på markedspladsen Piazza Vittorio Emanuele i al dets gru og skønhed, hvor det udfolder sig i billedmættede scener, allestedsnærværende markedslarm og tilbagevendende motiver og karakterer; og hvor også døden – i form af katolicismen, i form af fiskehandlere, i form af slagtere, der kløver håre- og fårehoveder med kødøkser – er allestedsnærværende.

Fortælleren i kortromanen er som et kamera, der zoomer ind på og dvæler kælent-fetichistisk ved hver enkelt detalje, ved hvert objekt, som om den detaljerede beskrivelse af tingenes ydre er ladet med betydning, altid på nippet til at afsløre en skjult hemmelighed.

Kameraet zoomer ind på lumre blikke rettet mod skridtregioner, på sommerens modedille (plastiksmykker formet som sutter, der dingler fra ører og armbånd og knallertnøgler), på en tandløs frølårssælgerske med sorte chimpansenegle, på katolske artefakter og isspisende nonner, på slagteraffald, fotograferende turister og samfundets udstødte. Og igen og igen fokuserer det på figensælgerskens søn, den smukke sorthårede dreng Piccoletto, med de uendeligt inciterende øjenvipper, der er så lange, at de berører hans fregneoversåede kind.

Hvad handler bogen så om? Om kødelighed og kødets forfald, om liderlighed, synd og katolicisme, om markedspladsen, om et dødsfald, om en begravelse. Om livet i al dets mangfoldighed og kaos.

Josef Winkler (f. 1959), østrigsk forfatter. Fra første færd vakte Winkler opsigt med en række hjemstavnsromaner, der blotlagde afgrunde og fortrængninger i den østrigske provins. Hyppige rejser til Indien og Italien har præget senere værker, men forfatterens tilgang er stadig den samme: en svælgen i detaljer og situationer, der tilføjer hverdagslivet en næsten gotisk dimension, en nøgtern registrering af religiøse ritualer, så de fremstår både ophøjede og banale, og en ublu interesse for alt kropsligt. Winkler har modtaget et væld af hædersbevisninger og siges at være kandidat til Nobelprisen, mens så forskellige forfattere som Günter Grass, W.G. Sebald og Elfriede Jelinek har rost hans værker. Han bor i Klagenfurt med sin kone, med hvem han har to børn.