Eduard von Keyserlings 'Bølger' kan forudbestilles - udkommer 2. november

ENDELIG har vi en ny udgivelse parat. Eduard von Keyserlings Bølger udkommer 2. november, er 199 sider lang, koster 200 kroner og kan forudbestilles nu.

Bogen er oversat af Kathrine von Holst, der også har oversat efterordet, skrevet af ingen ringere end Herman Bang. Læs mere om bogen herunder - og føl jer endelig fristet til at forudbestille.

En afsides badeby et sted ved Østersøen og dens maleriske klitter er skuepladsen for den tragiske kærlighedsroman og ironiske sædeskildring Bølger (ty. Wellen, 1911). Der ferierer en adelsfamilie bestående af den kyniske og klarsynede generalinde von Palikow, hendes jaloux datter med sin mand, en notorisk utro baron, deres børn og den ældste datters forlovede. Deres liv styres, også ved ferietid, af deres stands stramme korset af regler og æreskoder.

Men deres forskriftsmæssige verden kommer i uorden, da det viser sig, at den unge grevinde Doralice – handlingens omdrejningspunkt med de skæbnesvangre og lidt for røde læber – opholder sig i nærheden. Doralice er nemlig stukket af fra sin grevelige mand og alle sine standsforpligtelser sammen med en højst ikkeadelig maler. Børnene tilbeder hende for hendes romantiske oprør, og mændene charmeres af helt andre grunde – de selvsamme, som får familiens modne kvinder til at omfatte hende med skepsis.

Og mens sandet glitrer i aftensolen, solskinnet sitrer på vandet, og det funkler og skinner overalt, viser adelens orden sig skrøbelig. Da dén først er i opbrud, må begivenhederne gå deres gang mod den tragiske afslutning, godt hjulpet på vej af en pukkelrygget adelig embedsmand, der som en dukkefører driver personerne mod nye konstellationer.

Mens generalinden resigneret søger at fastholde dekorum, er der tegn på forfald i det blå blod. Den unge generation er overspændt og sværmerisk og skyr det hverdagslige. Den ældste, Lolo, svælger i sine forestillinger om kærlighedens rus; hendes forlovede søger ekstasen (og Doralice). Drengen Wedig er – i hvert fald ifølge sin mor – så svagelig, at han end ikke kan gå i vandet, og han lider under alt, der forekommer ham banalt og hverdagsligt. Og Doralice kæmper imod mandens trang til at presse hverdagens kartoffelsuppe og klodsede møbler ned over hende og skaber sig i stedet sin egen verden af drømme og længselsfulde håb, mens hun kæmper for selvbestemmelse og sætter spørgsmålstegn ved den patriarkalske samfundsorden og de gældende normer.

Bølger er filmatiseret flere gange, og modeskaberen Karl Lagerfeld, en af Keyserlings mere prominente fans, iscenesatte den i 2007 som fotografisk love story med Claudia Schiffer som Doralice. Blandt Keyserlings fans er også Herman Bang, der i 1912 som noget af det sidste, han skrev før sin død, skrev en anbefaling af bogen i tidsskriftet Die neue Rundschau. Teksten har ikke tidligere været udgivet på dansk, men er oversat og brugt som efterord til denne udgave.

Eduard von Keyserling (1855-1918), tysk forfatter og dramatiker. Efter spredte, afbrudte studier forvaltede Keyserling slægtens godser i Kurland, i dag en del af Letland. Han kom siden til München, hvor han blev en af byens fremmeste bohemer. Han led allerede på det tidspunkt af syfilis, der med tiden kostede ham synet, og pådrog sig desuden en invaliderende rygmarvslidelse. De sidste år tilbragte han med at diktere romaner om adeligt forfald til sine to søstre, der boede sammen med ham i den lejlighed, som han knap nok forlod. Anses for en af tysk litteraturs førende impressionister og er blevet kaldt den oftest glemte store europæiske forfatter – og den oftest genopdagede. Bølger er blandt hans hovedværker.

”Hvor er det dog en smuk og ægte bog.”
-Herman Bang

”Læs hans nyeste roman, den er usædvanligt smuk og meget sigende for hans fornemme definitive måde at se og se til på.”
- Rainer Maria Rilke

”Han vil for altid være elsket.”
- Thomas Mann

”En af tysk litteraturs store anti-utopister i tiden før første verdens-krig.”
-Florian Ilies

”De sande mestre spiller nødigt mestre. De er det bare – basta!”
- Robert Walser

”En helt igennem sanselig bog, en dejlig kærlighedshistorie.”
-Marcel Reich-Ranicki

BESTIL BOGEN HER

Indsend en kommentar

Bemærk, at kommentarer skal godkendes, før de bliver offentliggjort