|
Af samme grund er det altid lidt frustrerende, når en titel ikke er dagbladsanmeldt. Det gælder Josef Winklers Natura morta. Det virker ekstra besynderligt, når man tænker på, at Winkler må være den nulevende tysksprogede forfatter med flest priser på samvittigheden. Men man mærker, at der skæres i antallet af anmeldelser på redaktionerne. Og det er et stort strukturelt problem for den oversatte kvalitetslitteratur, at alt for meget overses og ikke når ud til de læsere, der er derude.
Der er mange bloggere, men dels har de ikke samme betydning for udbredelsen som en avisanmeldelse, dels er der meget få bloggere, der beskæftiger sig med oversat litteratur. En af dem, og en af de gode, er K's bognoter, der til gengæld har anmeldt Natura morta og giver 4/5 stjerner:
"Jeg er fristet til at skrive, at det at læse Winklers panorerende beskrivelser fra Rom er som selv at være tilbage i byen, men det ville for det første være en kliché og for det andet ikke være helt rigtigt. For Winkler har et særligt blik, som får det romerske menneskevirvar til at fremtræde på en helt anden måde, end det plejer at gøre for mit eget blik [...].
Winklers blik indfanger livets spraglede mangfoldighed, dets sanselige intensitet, dets kødelighed og dets blodige forgængelighed [...].
Bogen kan læses og nydes alene for Winklers sprogligt veloplagte og detaljerede beskrivelser af tableauerne på markederne [...] og for hans bevidste brug af sproglige gentagelser, der tilfører teksten en særegen rytme."
Vi er meget taknemmelige for anmeldelser fra bloggere. Gid der var flere som K's bognoter, der søreme også har anmeldt Eksemplariske bortgange af Gabrielle Wittkop: "Resten af fortællingen er ligesådan, man får lyst til at citere den hele," skriver bloggeren om novellen "Idalia på tårnet". Bedre ros gives vel ikke. Og det er dejligt at se, at Eksemplariske bortgange med al dens død stadig har et liv derude. Den har af indlysende grunde (der ikke har noget med kvalitet at gøre) ikke solgt lige så godt som Nekrofilen af samme forfatter. Men i år er det, som om den har fået lidt mere opmærksomhed. Den er velfortjent. Mod slutningen skriver bloggeren: "Jeg må ved gennemlæsning af [min anmeldelse] konstatere, at det ikke lykkes mig at formidle det ganske særlige og fænomenale ved Wittkops prosa særlig godt. For hendes virtuositet har egentlig ikke ret meget at gøre med handlingen i hendes historier, men om den sanselige intensitet og æstetiske voldsomhed, som alle tekster i Eksemplariske bortgange er ladet med."
Wittkops særlige intensitet og æstetik er svær at formidle, men nem at få øje på, når man læser hende.
Måske er vejen frem nogle autofiktive skandaler: For tiden er der meget opmærksomhed om en sportsvognkørende romanfigur, der drøner rundt på Fejø, og om, romanfiguren har for meget afsæt i virkeligheden, er fiktionaliseret for meget eller for lidt. Men det er ikke den første sportsvognkørende romanfigur med afsæt i virkeligheden: Dr. Athos Fadigati fra Giorgio Bassanis De guldindfattede briller er, viser det sig, modelleret over ingen ringere end filminstruktøren og forfatteren Pier Paolo Pasolini. Fadigati-karakteren blev til, efter at Bassani og Pasolini, der var gode venner, havde været på ferie sammen i sommeren 1954, og den pæne Bassani med stor interesse havde oplevet Pasolini cruise. Det medførte så vidt vides ingen sagsanlæg.
(Fra Barth David Schwartz: Pasolini Requiem, 2017; foto ved Rasmus L. Bojesen).
|
