Hr. von Wallbaum kom tilbage fra sine marker, hvor han havde set til, mens rugen blev mejet, hans ansigt var rødt og ophedet under den hvide lærredshat, de lange bakkenbarter glinsede som sølv. Da Karl Erdmann mødte ham på gårdspladsen, stødte han sin stok i jorden og lo lidt: »Nå, min dreng, hvad laver du, hvad tager du dig til? Du vil vel skyde ænder. Nå ja, du ved, at jeg ikke vil have, at man går så tidligt ned til søen, men i år kan vi vel gøre en undtagelse, du kan for min skyld skyde dine ænder.« Jo, Karl Erdmann ville skam gerne skyde ænder, men han spurgte sig selv, hvorfor der skulle gøres en undtagelse i år. Han havde lagt mærke til, hvordan man igen og igen havde taget hensyn til ham i den senere tid, og det forvirrede ham. Der blev oftere serveret rauenthalervin til middagen, de store Bockcigarer, som faderen ellers kun rakte rundt om eftermiddagen, fik Karl Erdmann nu af og til også om aftenen. De to børn var uudholdelige. De så på ham med forbløffede, skræmte øjne og viste ham små, rørende opmærksomheder. Når frøken Undamm sagde sit »godnat, hr. løjtnant« til ham, gjorde hun det i et tonefald, som om de tog afsked for livet. Det hele skyldtes naturligvis børnenes fjollede snak, men det føltes ubehageligt, atmosfæren omkring ham blev så sært blid, uden at ville det blev han grebet af den højtidelige undtagelsesstemning. Og der var jo slet ingen grund til alt det. Kun hans mor var fuldkommen rolig, og Daniela, ja, trods samtalen på biblioteket var Daniela også fuldkommen rolig og måske endnu mere som en søster og kammerat for ham end ellers. Da de en aften gik ned til engen med fru von Wallbaum, tog hun hans arm og sagde: »Karl Erdmann, kom med, De er jo også en slags veninde.« Samtalen i biblioteket havde ikke tilfredsstillet ham, men den havde trods alt beroliget ham. Nu vidste hun alt, og når hun lod, som om intet var sket, så forstillede hun sig bare. Han kunne i et hvilket som helst øjeblik genoptage samtalen fra den nat; enhver antydning, ethvert blik måtte hun vel kunne forstå, nu gjaldt det kun om at gøre noget, sige noget, der kunne overbevise hende om, hvor skræmmende alvorlig hans kærlighed var. Hvad var det? At tænke på det, det var hans vigtigste beskæftigelse i disse dage. Her havde enhver jo sådan en konstant tanke, som man igen og igen kaldte frem, og som så anderledes ud i den varme middagsstilhed end om aftenen under parktræernes mørke eller i de hede, søvnløse nætter. Oda kunne ikke blive klog på sin kærlighed, Aristides Dorn følte, hvordan hans forelskelse gjorde ham blød og sød som en pære, Leo hidsede sig op, som drenge gør i den alder, og Ottomar Lynck drømte om sin sjæls labyrinter, som alle smukke kvinder skulle forvilde sig ind i. Det hørte med til disse gyldne, lumre dage. Han gik ud på landevejen, der lå gylden og hed i middagssolen. Tidslernes, følfodenes og cikoriernes blade stod gråbestøvede i vejkanten, som om de havde været på rejse. Karl Erdmann slog ind på den lille sti, der førte ud mellem markerne, og gik langs det modnende korns blanke, gyldne vægge. Under en eg havde høstkarlene sat sig for at spise. Mændene strakte sig på jorden, snittede store stykker sort brød til sig selv, skubbede dem langsomt ind i munden og tyggede trægt, mens de så stift og roligt ud over landet. Foran dem sad deres kvinder med hænderne foldet om knæene og så ubevægelige til. »De opfører sig,« tænkte Karl Erdmann, »som om dagen vil vare evigt.« Midt i en kornmark, skjult til brystet af stråenes gyldne glans, stod en dreng og en pige, de så på hinanden med blå, udtryksløse øjne. Også det gjorde Karl Erdmann utålmodig. Hvorfor stod de bare der? Hvorfor omfavnede de ikke hinanden, hvorfor greb de ikke fat? Gud, hvor havde alle disse mennesker dog tid! Landskabet var stille i middagstimen, overalt markernes silkeglans, blå duft over den fjerne skov, og mellem søens grønne sivøer funklede vandet hårdt og gråt som metal. Kun græshopperne havde travlt med at lire deres sang af. »Man sidder på sit strå,« tænkte Karl Erdmann, »nynner sin sang, og det er så livet.« Han havde også sin sang at nynne, sine konstante tanker at tænke. Når han ikke spiste, ikke sludrede med de andre, ikke spillede tennis eller gik ind i stalden til hestene, så tænkte han på det brev, han havde besluttet sig til at skrive til Daniela. Det skulle være et brev, der på samme tid fik den smukke, legende selvsikre og grusomme kvinde til at vakle og lagde en menneskeskæbne tungt og frygteligt i hendes hænder: Sådan omtrent lød sætningerne, som han var nået frem til: »For Dem, Daniela, er det at blive elsket af mændene noget, De har vænnet Dem til og synes er behageligt, men De glemmer, at der også findes en kærlighed, der –,« ja, nu skulle der så komme noget, som ville chokere, skræmme, næsten såre. Ovre fra søen kom pludselig en dykfugls skrig, højt og uendeligt klagende som af frygtelig nød brød det middagsstilheden. Det var, som om skriget rev en flænge i den søvnige ro, der rugede over landet. Ja, sådan skulle det være, som han ville fortælle Daniela, et skrig fra den dybeste nød. Men hvordan skulle han finde ordene? Her i middagslummerheden, hvor alle havde så megen tid, faldt der ham ikke noget ind, som ville lyde lige så fortvivlet, utålmodigt og vredt som dykfuglens skrig derovrefra. Brevet skrev Karl Erdmann samme nat på sit soveværelse. Når han lænede sig ud ad sit åbne vindue, kunne han se lysskæret fra biblioteksvinduet ramme liljerne foran huset, og i mørket kunne han høre Aristides Dorns rastløse skridt på grusstierne. Karl Erdmann havde i alle disse dage tænkt konstant på brevet, som han havde skrevet om mange gange, men nu blev det helt anderledes, helt nyt for ham. De lidenskabelige ord, han skrev, overraskede og rystede ham. Han havde aldrig tvivlet på sin kærligheds kraft, men at den kunne være så voldsom og truende, det opdagede han først nu, hvor han skrev. Der var et sted i brevet, som fortalte ham noget nyt om hans eget liv. Der stod, hvor øde og tomt det soldaterliv var, som han havde skullet leve, siden han var ganske ung, og hvordan det eneste rene, smukke og stærke i ham lige siden havde været hans kærlighed til Daniela. »Alt det rene, smukke og stærke,« stod der så, »vil De kunne slå ihjel med Deres spot og Deres legende foragt, men så vil der ikke være mere tilbage af mig.« Af og til måtte han standse op og lægge sin pen fra sig. Han lænede sig tilbage i sin stol, lukkede øjnene og lyttede til efterklangen fra de store ords musik inde i sig selv, lod ordene varme sit blod og følte, at Daniela var meget tæt på ham, det var, som om hun stod der bag hans stol og bøjede sig ned mod ham, besejret og svækket af hans lidenskab. Karl Erdmann bestemte sig for at gå stille ned i haven og kaste sit brev ind i biblioteksstuen gennem det åbne vindue. Der skulle det pludselig og hemmelighedsfuldt som en skæbne ligge foran Danielas fødder. Dette forehavende fremkaldte den behagelige kildren i Karl Erdmann, som han førhen havde følt under dristige drengestreger. Han sneg sig forsigtigt ned ad trappen, nærmede sig varsomt vinduet, stod et øjeblik mellem de fugtige liljer og lyttede. Han hørte tydeligt den stille knitren fra en bogs blade, der blev vendt. Så smed han elegant brevet mellem de halvt fratrukne gardiner ind i stuen. Og så ventede han, stadig så ophidset, at han blev nødt til at gribe fat i de kølige liljer med sine hede hænder. Da intet rørte sig derinde, sneg han sig bort. Oppe på sit værelse pustede han længe ud, som om han havde haft held til at løse en farlig opgave, hans hjerte bankede heftigt, hans hænder var fulde af liljeblade, og han lo stolt og tilfreds, som om han havde vundet en stor sejr. Daniela sad, som hver morgen, i lysthuset med bønnerankerne og skrev et brev. Af og til løftede hun hovedet og blinkede fra sit skjulested i skyggen ud i solskinnets gule verden, hvor blomsterbedenes farver strålede så grelt og hedt. Hun så over på spiræahækken, som Karl Erdmann nu i et stykke tid i dybe tanker havde vandret frem og tilbage langs. Når hun havde sikret sig, at han stadig gik frem og tilbage derovre, bøjede hun sig igen ned over sin brevblok og skrev roligt og regelmæssigt videre. Men den sidste gang hun løftede øjnene, så hun, at han allerede var halvt henne ved hende. Hun afsluttede den sætning i brevet, hun var begyndt på, lagde pennen fra sig, lænede sig tilbage i bønnerankerne og så eftertænksomt på ham. Karl Erdmann virkede meget alvorlig, han bukkede høfligt og spurgte: »Forstyrrer jeg?« Daniela rystede på hovedet. Så satte han sig og så tavs ned på jorden foran sig. »Åh, byd mig en cigaret,« sagde Daniela. Karl Erdmann rakte hende en cigaret og en brændende tændstik. »Ryger De ikke,« spurgte Daniela, »en skam, det er hyggeligere at sludre, hvis begge ryger.« Karl Erdmann trak på skuldrene og sagde lidt højtideligt: »Jeg beklager, men jeg har vist allerede fortalt Dem, at det hyggelige ikke er min specialitet.« Daniela havde igen lænet sig tilbage, nydelsen ved det første sug af cigaretten gjorde hende distræt; hun lod røgen kruse langsomt mellem de halvåbne læber og gøs af velbehag, som om alle de grønlige skygger, der strøg hen over hende, var et dejligt køligt bad. Så tænkte hun igen på Karl Erdmann. »De har skrevet et brev til mig,« sagde hun, »det vil vi tale om nu. De burde naturligvis ikke skrive den slags breve. At leve sammen er jo meget enklere og behageligere uden den slags breve.« Karl Erdmann svarede ikke, han trak igen på skuldrene og smilede et mat, ironisk smil. »Da det nu engang er skrevet,« fortsatte Daniela, »så må jeg sige, at det beroliger mig. Forrige nat i biblioteket forskrækkede De mig en smule, men brevet beroliger mig. Det er så nydeligt langt og så nydeligt i enhver henseende. De er omhyggelig med Deres stil, der er smukke tanker og smukke ord i det, De må have nydt at frembringe det, at skrive det, og det har beroliget Dem, ikke sandt?« Da Daniela tav og tilsyneladende ventede på et svar, så Karl Erdmann op, han var meget bleg, og det lød fjendtligt, da han sagde: »Åh, jeg beder Dem, tal De blot, jeg lytter.« Daniela tav et stykke tid, røg og tænkte. Hendes øjne hvilede kun et øjeblik på Karl Erdmann med det skarpe, forskende blik, som kvinder af og til får, og som får deres øjne til at gløde gyldent som et vejrende stykke vildts øjne. »Ak ja,« sagde hun så, »De kan vel lytte til en ældre og mere erfaren kvindes råd, det kan være Dem til nytte senere i livet, ved en lejlighed, hvor der virkelig står noget på spil for Dem.« »Sig frem,« sagde Karl Erdmann og gjorde sig umage for at sige det koldt og hånligt. »Altså,« fortsatte Daniela, »den slags breve skal De ikke skrive, når det en dag bliver alvor. Så længe De skriver, føler De Dem måske stærk og varm om hjertet, men tro mig, et kønt brev som det gør ikke indtryk. Vi læser det, ligesom vi læser en side i en roman. Jeg ved ikke hvorfor, men mænd, der skriver med så smuk en stil i et brev, tænker jeg altid må være gifte, og det er desuden kun sypiger og konfektionsfrøkener, der elsker lange, kønne kærlighedsbreve, som de så græder over.« »Meget interessant,« indskød Karl Erdmann, hans stemme var hæs og en smule skælvende, »hvordan skal sådan et brev da så være?« »Det skal være kort,« svarede Daniela. »Når en mand siger til en kvinde, at han elsker hende, så er alt allerede sagt, så er der ikke meget mere at tale om, nu er alt andet uinteressant for de to, og for enhver anden er brevet også uinteressant. Det er jo kun for de to, det drejer sig om, at kærligheden ikke er triviel. Jeg kan tænke mig, at et telegram, afsendt på det rigtige tidspunkt, og som der ikke står andet i end: ›Jeg elsker dig‹, må have den stærkeste effekt. Og her er så Deres brev.« Daniela tog Karl Erdmanns brev frem fra sin mappe, foldede det ud og bøjede sig over det. Karl Erdmann kunne se, at nogle ord og sætninger i brevet var streget under med rødt. »Hun har altså rettet det,« tænkte han, »og streget fejlene under.« Daniela læste stille nogle af brevets sætninger: »Altså her, ›lægge en menneskeskæbnes alvor i Deres små hænder‹ osv., det lyder så kønt og litterært, at den, der har skrevet det, allerede er helt tilfreds, han er forelsket i sin stil, og den, han er forelsket i, er ham tro. Og så det om Deres kærlighed, der er det eneste værdifulde i Dem. Hvad skulle en kvinde ellers elske ved Dem? Nej, hvis De vil erklære en kvinde Deres kærlighed, skal De altid gøre det, som om De gav hende en stor gave, hun har ventet længe på. Så, nu har jeg holdt et foredrag for Dem, her er Deres brev.« Hun stak brevet ned i kuverten og lagde det foran Karl Erdmann. Samtidig smilede hun venligt til ham og så på ham, som om han var et barn, hun havde skældt ud og nu havde tilgivet: »Nu ser jeg hr. Dorn komme ud af huset med sine bøger,« tilføjede hun, »jeg tager nemlig timer i græsk hos hr. Dorn.« Oversat fra tysk af Judyta Preis & Jørgen Herman Monrad
Eduard von Keyserling (1855-1918) var en tysk forfatter og dramatiker. Efter spredte, afbrudte studier forvaltede Keyserling slægtens godser i Kurland, i dag en del af Letland. Han kom siden til München, hvor han blev en af byens fremmeste bohemer. Han led allerede på det tidspunkt af syfilis, der med tiden kostede ham synet, og pådrog sig desuden en invaliderende rygmarvslidelse. De sidste år tilbragte han med at diktere romaner om adeligt forfald til sine to søstre, der boede sammen med ham i den lejlighed, som han knap nok forlod.
Teksten er et uddrag af fortællingen “Ved sydskrænten” fra 1911, som udkommer i samlingen Ved sydskrænten med to andre fortællinger den 4. november 2023 på forlaget Sidste Århundrede. Bogen er oversat af Judyta Preis og Jørgen Herman Monrad, med efterskrift af Jørgen Herman Monrad. Af Keyserlings værker har Sidste Århundrede tidligere udgivet romanerne Lumre dage (2022) og Bølger (2021).