I slutningen af oktober i år udkom to titler af den østrigske forfatter Ingeborg Bachmann (1926-73) med få dages mellemrum på dansk. Forlaget Grif udgav Bachmanns Krigsdagbog (anmeldt i Information 4. november), mens forlaget Sidste Århundrede udgav hendes ufuldendte roman Franzas bog.
De samtidige udgivelser er i sig selv opsigtsvækkende, da danske Bachmannoversættelser trods alt hører til sjældenhederne. Sidste år fik vi hovedværket, romanen Malina, og tilbage i 2010 og 2015 henholdsvis novellesamlingen Simultan og hendes brevveksling med Paul Celan, Hjertetid. Desuden kommer novellesamlingen Det tredivte år snart i en ny oversættelse.
Det mest slående ved de to nyudgivelser er imidlertid, hvor tæt de hænger sammen. En del af Franzas bog handler om den kvindelige hovedpersons oplevelser i foråret 1945, der beskrives med formuleringer, som Bachmann lader til at have hentet direkte fra sin egen dagbog fra krigens afslutning. Omvendt fremgår det af bachmannforskeren Hans Höllers meget lange efterskrift til Krigsdagbog, at forfatteren har udeladt og forvrænget afgørende detaljer fra sit eget liv i Franza-manuskriptet, der derfor i hans øjne ikke er så vellykket. Höller antyder ligefrem, at den type udeladelser og forvrængninger var årsag til, at Bachmann selv var så utilfreds med manuskriptet, at hun lagde det på hylden.
I den foreløbige danske modtagelse af de to bøger er der ingen, der rigtig har bidt mærke i den tætte sammenhæng mellem de to udgivelser. Jo, i Weekendavisen er begge titler blevet anmeldt sammen, men med fokus på den generelle genopdagelse af Bachmanns forfatterskab, der foregår i disse år. Og i Politikens anmeldelse af Krigsdagbog gengives efterskriftets kritik af Franzas bog, men uden at læserne oplyses om, at bogen findes i en ny dansk oversættelse.
Dét, der kunne ligne en koordineret indsats fra de to Bachmann-glade forlag, er altså i højere grad kommet til at minde om lidt spredt fægtning på forfatterskabets vegne.
Der er ingen tvivl om, at udgivelserne introducerer læserne for Bachmanns forfatterskab på hver deres velkvalificerede måde, men det undrer mig alligevel, at der i modtagelsen ikke er gjort mere ud af den åbenlyse sammenhæng mellem de to bøger.
Forklaringen kan nemlig ikke kun være, at bøgerne er kommet på to forskellige forlag, der har præsenteret dem hver for sig. Den spredte opmærksomhed må også skyldes, at vi ikke har en egentlig oversættelseskritik i Danmark. Her tænker jeg ikke på den type kritik, hvor anmelderen giver selve oversættelsen pæne eller mindre pæne ord med på vejen, og heller ikke på den type kritik, der med fanfarer og trommehvirvler annoncerer, at nu ankommer dette længe oversete værk endelig, endelig på dansk.
Jeg tænker i stedet på oversættelseskritik som en tilgang til den oversatte litteratur, hvor den vurderes og præsenteres på samme måde, som dansk litteratur typisk vurderes og præsenteres i offentligheden, nemlig som del af en større sammenhæng. Det kan både være en smal litterær eller en langt bredere kulturel og samfundsmæssig sammenhæng.
Oplyst diskussion
Som det er nu, ankommer udenlandske værker og forfattere ofte temmelig isoleret til den danske offentlighed. Det findes der talrige eksempler på, og for at blive ved de to Bachmann-bøger er det især tydeligt i de mere forbeholdne anmeldelser af Krigsdagbog. Forbeholdene skyldes nemlig, at det ikke står klart for anmelderne, hvorfor bogen er bygget op, som den er, blandt andet hvorfor den har så udførligt et efterskrift.
Oversættelseskritikkens opgave er imidlertid netop at give et bud på, hvorfor de oversatte bøger ser ud, som de gør, og dermed også hvorfor de i det hele taget er blevet udgivet. Det er ingen let opgave, fordi man både skal tage hensyn til bogens oprindelse på et andet sprog og måske også i en anden tid og til oversættelsen af bogen her og nu. Men hvis man i det mindste forsøger at gøre det, får vi en langt mere oplyst diskussion om litteraturen, og læserne får bedre chancer for at navigere i de mange titler.
Måske kunne en bedre oversættelseskritik endda være med til at løfte hele markedet for oversat litteratur. Kvaliteten er allerede tårnhøj, men det er hovedsageligt de mindre forlag og en ofte billig arbejdskraft, der bærer de fleste oversættelsesprojekter, og det kan vise sig uholdbart i længden. Hvis vi fik et sprog for oversættelsernes kolossale betydning for dansk litteratur og kultur ville det ikke kun være lettere at nå flere læsere, men også at overbevise de mange offentlige og private fonde, der i forvejen støtter kunst og kultur, om, at oversat litteratur burde være et særskilt satsningsområde.
Det ville være rigtig spændende, hvis vi kunne få nogle statistikker på, hvilke sprog der oversættes fra til dansk
Der er et arrangement i Literaturhaus i Møllegade d. 18. januar med deltagelse af både oversættere og forlæggere, der netop kommer til at handle om Bachmann og receptionen af Bachmann herhjemme.
Udgivelserne af Bachmann har i øvrigt ikke været koordineret mellem de to forlag, Grif og Sidste Århundrede. Det er mest af alt et heldigt sammentræf, at de to udgivelser taler sammen.