Bogkritik
Læsetid: 7 min.

Ingeborg Bachmann beskriver fascismen i parforholdet

Ingeborg Bachmanns ufuldendte roman ’Franzas bog’ er ideologikritik for fuld skrue, men samtidig stor og mærkværdig skrivekunst
»Manuskriptet forekommer mig at være en hjælpeløs hentydning til noget, der først må skrives,« skrev Bachmann selv om ’Franzas bog’, men denne anmelder er på samme tid oprevet og taknemmelig over, at denne tekst findes i verden.

»Manuskriptet forekommer mig at være en hjælpeløs hentydning til noget, der først må skrives,« skrev Bachmann selv om ’Franzas bog’, men denne anmelder er på samme tid oprevet og taknemmelig over, at denne tekst findes i verden.

DPA/Ritzau Scanpix

Kultur
23. december 2022

I november 1966 opgav Ingeborg Bachmann at arbejde videre med den første bog i det romanprojekt, hun kaldte ’Dødsmåder’. Egentlig skulle hun bare sende nogle mindre rettelser til sin redaktør, men ved genlæsningen blev hun chokeret og fik kolde fødder.

»Manuskriptet forekommer mig at være en hjælpeløs hentydning til noget, der først må skrives,« skrev Bachmann beklagende til sin redaktør og lagde den næsten færdige Franzas bog på hylden. Der blev den liggende, indtil Bachmanns forlag i 1978, fem år efter hendes død, udgav det ufærdige manuskript, der nu for første gang også kan læses i dansk oversættelse.

I bogen følger vi en 33-årig kvinde, Franziska eller bare Franza, og hendes fem år yngre bror, Martin. Franza er flygtet fra et ødelæggende ægteskab med en berømt Wienerpsykiater, Leopold Jordan, og har ved bogens begyndelse sendt bud efter sin bror. Hun har været i psykiatrisk behandling, men lader til at have opgivet ethvert håb om helbredelse, da Martin i bogens første del, ’Hjemkomst til Galicien’, finder hende i familiens hus i deres fiktive barndomslandsby Galicien i det sydlige Østrig.

Mens søskendeparret er i Galicien, kommer Franza lidt til hægterne igen og taler længe med Martin om deres barndom og ungdom. Vi kommer blandt andet tilbage til krigsafslutningen i 1945, som Franza oplevede som 15-årig. Det står for hende som »det smukkeste forår«, hvor hun første gang mødte kærligheden og det seksuelle begær i skikkelse af en engelsk soldat. Franzas haltende forståelse af engelsk kaster dog et tvetydigt lys over den spirende seksualitet, for hun forbinder de engelske ord for voldtægt og troppestyrker med en stærk længsel. I det hele taget bliver ungdomsminderne et varsel om den blanding af underkastelse og undertrykkelse, der kommer til at kendetegne Franzas kærlighedsliv, og som nu er ved at føre hende i døden.

Foreløbig bliver Martin en redningsplanke for Franza, selv om han selv befinder sig i en form for livskrise. Da han modtager Franzas nødråb, er han på vej til Egypten på en længere forskningsrejse, men han virker ikke videre motiveret, ligesom han tænker temmelig distræt og spredt på et kærlighedsforhold, han bør gøre noget ved. Han føler sig imidlertid forpligtet til at tage sig af Franza, så da hun foreslår at tage med ham på rejsen, giver han hurtigt efter trods sin skepsis. Første del slutter derfor med, at søskendeparret sammen rejser til Genova, hvorfra de skal videre med skib til Egypten.

’Jordanisk tid’

Bogens anden del, ’Jordanisk tid’, foregår ombord på skibet, hvor Franza fortæller Martin om sit ødelæggende ægteskab. Franza er medicinstuderende i Wien, da hun møder Leopold Jordan, der fra begyndelsen af deres forhold behandler hende som et tilfælde eller en sag, som han studerer med påtaget objektivitet. Franza gør, hvad hun kan, for at leve sig ind i rollen som hustru til en af Wiens mest fremtrædende læger, men hun føler sig igen og igen sat på plads og holdt nede af Jordan.

Vi hører blandt andet, at Franza har hjulpet Jordan med at skrive en bog om ’senskader’ efter forsøg, som tyske og østrigske læger foretog på kvindelige fanger i koncentrationslejre under krigen. Da hun inden udgivelsen læser korrektur på bogens forord og ser, at hun ikke bliver takket for sin medvirken, mærker hun, hvordan hun selv i årevis er blevet udsat for ødelæggende forsøg, der har ført til en anden form for senskader.

Franzas ægteskab med Jordan kommer dermed til at fremstå som en fortsættelse af fascismen med andre midler, symboliseret af et mareridt, hvor Franza forestiller sig, at hendes mand afliver hende i et gaskammer. Franza har savnet et sprog for den undertrykkelse, hun har oplevet i ægteskabet, ikke mindst fordi hendes mand i samfundets øjne er indbegrebet af det fornuftige og respektable, men nu, i hendes samtale med Martin, giver det mening at beskrive undertrykkelsen som en form for fascisme.

»Du siger fascisme, det er underligt, det har jeg dog endnu aldrig hørt i forbindelse med private forhold, nej, tilgiv mig, jeg må le, nej, jeg græder skam ikke. Men det er godt, for et eller andet sted må det jo begynde, selvfølgelig, hvorfor taler man kun om det, når det handler om meninger og offentlige handlinger. Ja, han er ond, selvom man i dag ikke har lov at sige ond, kun syg, men hvad er det for en sygdom, som andre lider under og ikke den syge. Han må være forrykt. Og der findes ingen, der virker mere fornuftig. Jeg kan ikke forklare det til nogen, jeg har ingen steder at gå hen for at bevise, at han virkelig er det.«

’Det Ægyptiske Mørke’

I bogens tredje del, ’Det Ægyptiske Mørke’, følger vi Martin og Franza på deres surrealistiske rejse rundt i Egypten. En del af tiden er de i ørkenen og ved det Røde Hav. Begge steder er fremstillet som helvedes forgård, men også beskrevet med en kølig nysgerrighed over for det fremmede, ikke-europæiske. Det samme gælder beskrivelsen af Cairo, som de vender tilbage til i slutningen af bogen.

I Cairo opsøger Franza en tysk læge, Dr. Kurt Körner, der har været del af nazisternes eutanasiprogram og under krigen givet aflivende indsprøjtninger til såkaldt mindreværdige personer. Franza er under Afrikarejsen blevet mere og mere fortvivlet og ønsker nu kun at dø. Hun vil med egne ord »udryddes« og beder derfor Körner om en sprøjte med dødelig dosis mod en heftig overbetaling. Det vil den gamle nazilæge ikke give hende. Han siger endda, at han er læge, og at Franza må være »forrykt«, siden hun beder ham om det. Men Franza tænker, at hun »beder ham om noget, som han tidligere gjorde frivilligt og uden at være blevet bedt om det, og nu kommer nogen og har ikke engang lov til at tigge om det og betale for det. Hvad er det for en verden?«

Konfrontationen mellem Franza og den forhenværende koncentrationslejrlæge er kulminationen på de mange hårdt optrukne sammenhænge mellem fortid og nutid og mellem den store og den lille historie, som vi finder overalt i Franzas bog. Det bliver næsten for meget, ikke af det gode, men af det onde, når fascismen og kvindeundertrykkelsen i bogens tredje del desuden kædes sammen med imperialismen. Franza identificerer sig med de undertrykte befolkningsgrupper i Afrika og ser med rædsel på, hvordan ’de hvides’ besiddelsestrang har bredt sig på en subtil måde, der beskrives flere steder i bogen, for eksempel her, hvor Bachmann har flettet et citat fra Arthur Rimbauds En årstid i helvede ind i sin kritik:

»De hvide kommer. De hvide går i land. Og hvis de bliver fordrevet igen, vil de blot vende tilbage, dér hjælper ingen revolution og ingen resolution og ingen valutalovgivning, de vil vende tilbage i ånden, hvis de ikke længere kan vende tilbage på andre måder. Og opstå i en brun eller sort hjerne, det vil uanset hvad være de hvide. De vil fortsat eje verden ad denne omvej.«

Skematisk handlingsforløb

Det er vanskeligt at være uenig i bogens kritik i passager som denne, men omvendt er det indimellem, som om det ideologikritiske spor gør handlingsforløbet i Franzas bog temmelig skematisk. Skal Franzas skæbne bare illustrere en ideologikritisk pointe, og er det netop det skematiske, der kan forklare forfatterens egen skepsis over for manuskriptet? Det har mange Bachmannlæsere argumenteret for i tidens løb, mens andre har fremhævet den åbenlyse ideologikritik som en styrke ved manuskriptet, der giver os et privilegeret indblik i forfatterskabets grundlæggende ideer.

I det store perspektiv virker den diskussion dog mere som en nidkær efterrationalisering end som en åben læsning af Franza-manuskriptet. For når vi kastes ud i søskendeparrets minder fra krigsafslutningen, hvor ’freden’ ankom som en støvsky bag fire kampvogne, og den tunghøre bedstefar spørger til kejserens velbefindende (»jamen det var jo en anden krig,« råber Franza til ham), når fortælleren tegner et tværsnit af Wiens sociale stræbere, der med de bedste premierebilletter i hånden afleder opmærksomheden fra deres ellers ydmyge fremtoning og livsomstændigheder, når Franza mindes ungdomsforelskelsen i en pianist, der både spiller jazz og Bach og hele tiden skal have hjælp til at finde ting, der er blevet væk, eller når vi ankommer til den gudsforladte egyptiske badeby Hurghada, hvor vandet er fyldt med gopler og slanger og andet kryb, eller for den sags skyld når Franza bliver voldtaget af en hvid mand for foden af én af pyramiderne, føles det ligegyldigt, om de bagvedliggende ideer er for tunge eller bastante. Man læser og er på samme tid oprevet og taknemmelig over, at denne foruroligende og dragende tekst findes i verden, og at et forlag og en oversætter, Thomas Skovmand, har gjort sig umage med at gøre den tilgængelig på dansk.

Oversættelsesopgaven har ikke været let, for Bachmanns prosa er på én og samme tid poetisk fortættet og vildtvoksende, fabulerende. Desuden er Franzas bog fyldt med intertekstuelle henvisninger, som kan sende læseren på langfart ud i alverdens biblioteker og også har sat oversætteren på arbejde, som vi kan se af noteapparatet bagerst i bogen, der er et godt supplement til de særligt interesserede.

Ingeborg Bachmann. ’Franzas bog’. Oversat af Thomas Skovmand. Forlaget Sidste Århundrede. 197 sider, 200 kroner

Følg disse emner på mail
 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis