Forlaget Sidste Århundrede

Astrid Ehrencron-Kidde: Det sukker så tungt udi skoven: af Martin Willéns underlige hændelser

180 DKK
Astrid Ehrencron-Kidde: Det sukker så tungt udi skoven: af Martin Willéns underlige hændelser

Astrid Ehrencron-Kidde: Det sukker så tungt udi skoven: af Martin Willéns underlige hændelser

180 DKK

Udgivelsesdato: 12. april 2018

Efterord af Andreas Bylov Jensen

Sit sikre Emne har Astrid Ehrencron-Kidde fundet (…) Tonen i disse synske Billeder fra Tilværelsens Natside kan minde om Poes melankolske og mystiske Fortællinger. Men den er særpræget fængslende.
– Sophus Michaëlis

Det er især i [bøgerne] om Martin Willén, at Fru Kidde har faaet al sit Sinds skumringsagtige og natlige Poesi til at blomstre. Hvor de dufter sødt og besværet, løndomsfuldt og dragende. Der er smaa Mesterværker imellem – af stemningsbevæget Skildringskunst.
– Christian Rimestad

I en sen Nattetime er det nervepirrende Læsning (…) den hemmeligsfulde, neddæmpede Tone, Gispet, det standsede Aandedrag, den dragende Fantasi og Visionernes Kraft er oprindelige Evner og Anlæg i Astrid Ehrencron-Kiddes Talent.
– Cai M. Woel

I de senere år har den gotiske litteratur fået en renæssance i Danmark med romaner af bl.a. Olga Ravn, Leonora Christina Skov og Dennis Gade Kofod. Men på trods af opblomstringen har gotikken længe været overset i dansk litteratur. Måske er det derfor, at Astrid Ehrencron-Kiddes (1871-1960) gotiske noveller så længe har været glemt.

Det sukker så tungt udi skoven er den første nyere genudgivelse af Astrid Ehrencron-Kiddes noveller, skrevet mellem 1909 og 1924. Deres gennemgående hovedperson er den synske Martin Willén, en melankolsk jurist, der igen og igen drages mod sære og tragiske begivenheder. Disse foregår som oftest i de svenske skove i Värmland, hvor naturen, grusomme scener og særegne personskildringer er omdrejningspunkter.

Stilen kan minde om en blanding af Selma Lagerlöf, en mere nedtonet Edgar Allan Poe og Karen Blixen, som fandt inspiration hos Ehrencron-Kidde. Fortællingerne er lavmælte, med fokus på de indre rørelser frem for de voldsomme effekter, man ofte forbinder med genren. Men når de er grumme, snapper de til.

Ehrencron-Kidde har i eftertiden stået i skyggen af sin mand, forfatteren Harald Kidde (1878-1918). Men disse gotiske noveller viser hende med en skrift, som er hendes egen; poetisk, vemodig, nervepirrende og mærkværdigt gammeldags. Hendes Värmland er et tusmørkelandskab fuldt af mareridt, der bliver til virkelighed, og hvor grænsen mellem virkelighed og fantasi aldrig ligger helt fast.

Serie for grotesker 2
Serie for grotesker er et samarbejde mellem de to forlag Escho og Sidste Århundrede. Seriens fokus er det groteske og bizarre, det fantastiske og morbide – litterære træk, der har fristet en udgrænset tilværelse i dansk litteratur. Forlagene prøver således at udvide grænserne for vores litteraturhistorie og vise, at den er særere og mere mangfoldig, end man har bildt os ind.

152 sider, hæftet